"Lørdag den 18. marts omdannes Sportscenter Ikast til det vildeste actionfyldte wrestlingshow der nogensinde er set på den jyske hede. Et show fyldt med gimmicks, spas, gak og løjer. Gå ikke glip af en fed oplevelse som du aldrig har set før".
Sådan lyder udmeldingen fra Søren Nielsen talsmand fra Bodyslam.dk, som er arrangør til det spektakulære næsten timelange wrestlingshow, som løber af stablen den 18. marts Kl. 12.30 i Sportscenter Ikast.
Gratis for alle borgere i Ikast.
Søren Nielsen uddyber:
"Netop i en tid hvor især børnefamilier er hårdt ramt økonomisk pga. energiudgifter, inflation m.m. og der desværre ikke er mange penge til overs til gode og sunde oplevelser for familien, har vi valgt at gøre showet gratis for alle borger i Ikast. " beretter Søren Nielsen fra Bodyslam.dk
Sjov og action.
Wrestling er stunt, drama, humor og publikumsinteraktion præcis som intet andet. Søren Nielsen fra Bodyslam.dk fortæller:
"Vi er så klar til at give den fuld skrue i Sportscenter Ikast og håber, at rigtig mange festglade mennesker vil komme og opleve det børnevenlige actionhow. Wrestling skal opleves live og publikum er en vigtig ingrediens. Vi opfordrer derfor til at publikum råber, hujer, og lever sig ind i de skøre figurer og vanvittige fights der foregår i ringen."
Spektakulære stunts på scenen.
Showet, som varer ca. 60 min. byder på frygtløse wrestlere, vilde og spektakulære stunts og en masse gak og løjer. Showet krydres med musik. Søren Nielsen uddyber:
"Wrestling er fysisk teater i sin grundform: Det gode mod det onde. Det er vigtigt at understrege at det er et professionelt instrueret show, Der er lagt hundredvis af timer i træningslokalet før man står foran et publikum som i Sportscenter Ikast."
Stor ros til Sportscenter Ikast.
Søren Nielsen roser Sportscenter Ikast:
"En af vores helt store kæpheste er, at wrestling skal opleves live. Ikast har længe været på vores ønskeliste og at vi så kan gøre det helt gratis til glæde for byens borgere er bare endnu bedre. I løbet af vinteren faldt brikkerne på plads. Vi har brugt ca. 3 måneder på planlægning og vi har fået flot opbakning fra Sportscenter Ikast hvor alle har taget så venligt imod os og hjulpet med at få enderne til at nå sammen."
Centerdirektør Mads Skak Lindegaard udtaler:
"Jeg er glad over at Wrestling gutterne kontaktede Sportscenter Ikast for at høre om vi ville lægge hal til showet og vi er super glade for, at det har kunne nå sammen og showet nu er gratis for alle. Vi vil gøre alt for at det bliver en fed dag for Ikast og håber at publikum vil bakke op," slutter Centerdirektør Mads Skak Lindegaard.
Flot opbakning fra erhvervslivet.
Søren Nielsen er imponeret over den store opbakningen fra byens erhvervsliv:
"Ikast er en fantastisk stærk by med et stærkt sammenhold og opbakning til nye tiltag. Der er mange andre større byer i Danmark som virkelig kunne lære af den energi og vilje til at bakke op om kulturelle tiltag og fritidslivet i byen og vi har kun ros til overs for de lokale sponsorer."
En af de virksomheder der har valgt at støtte op er Dansk Outlet Ikast, her udtaler Robin Jeppesen, Dansk Outlet Ikast:
"Vi nyder altid godt af, når der sker noget i Ikast. Derfor bakker vi selvfølgelig også op, når der åbner sig en unik mulighed for et lokal event, som har den underholdningsværdi, som tilfældet er her. Vi glæder os til at se hele byen til vaskeægte showtime!"
En af de andre virksomheder der har støttet op er C3 Ejendomme. Her udtaler Martin S. Christensen:
"Vi hos C3 Ejendomme er glade for at kunne hjælpe lidt til med at få et så spændende event til Ikast og da showet desuden er gratis og der er fri adgang for alle, var vi fra C3 Ejendomme ikke sene til at støtte op om showet."
Der bliver mulighed for at købe, vand, øl og grillpølser før og under showet.
Fakta:
Dato: 18. marts 2023, døre åbnes Kl. 11.30 - Show Kl. 12.30. Sted: Sportscenter Ikast - Hal C, Stadion Alle 2B, 7430 Ikast.
For yderligere oplysninger kontakt venligst: Søren Bjerg Nielsen på mail: kontakt@bodyslam.dk eller mobil: 23861553.